Skilsmisse og ejerskifteforsikring

Herunder kan du finde en oversigt over de emner, som denne side berører. Hvis du har spørgsmål, så er du meget velkommen til at ringe til os på 70 10 13 30.

  1. Forbrugerbeskyttelsesloven og Huseftersynsordningen
  2. Skilsmisse og fælles bolig

 

Forbrugerbeskyttelsesloven og Huseftersynsordningen

Forbrugerbeskyttelsesloven giver en boligsælger ret til at vælge at sælge uden at hæfte for visse mangler ved boligen ved at anvende den såkaldte Huseftersynsordningen. Huseftersynsordningen omfatter en tilstandsrapport, el-rapport, energimærke og ejerskifteforsikring. Udgangspunktet er, at når sælger vælger Huseftersynsordningen, hæfter sælger ikke for fysiske mangler ved ejendommen. Disse dækkes som udgangspunkt i stedet af en ejerskifteforsikring.

 

Skilsmisse og fælles bolig

I forbindelse med skilsmisse overtager én af parterne ofte den fælles bolig. Ved denne overtagelse sælger den ene ægtefælle med andre ord sin halvdel af boligen til den anden – og i juridisk forstand er der tale om en almindelig ejendomsoverdragelse. Dette medfører bl.a. et ansvar for skjulte fejl og mangler i 10 år.

For at undgå denne situation kan man sælge ejendommen i Huseftersynsordningen – det vil sige, at sælger får udarbejdet en tilstandsrapport, en el-rapport, et energimærke og et tilbud på en ejerskifteforsikring i forbindelse med den interne overdragelse.

Vores anbefaling

Jeg vil som udgangspunkt anbefale, at man får udarbejdet tilstandsrapport og tegnet en ejerskifteforsikring, så den sælgende ægtefælle undgår et eventuelt erstatningsansvar ved den købende ægtefælles videresalg. Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til ovenstående, så er du velkommen til at kontakte os i dag.