Lempeligere regler for helårsbeboelse af sommerhuse

Enighed mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne om en række ændringer i planloven, medfører bl.a. en lempelse af reglerne om helårsbeboelse af sommerhuse.

Ændringen af planloven trådte i kraft den 15. juni 2017 og sikrer sommerhusejere en bedre mulighed for helårsbeboelse og forlænger samtidig den periode, hvor man lovligt kan bebo et sommerhus, som ikke har status som helårsbolig.

Forbuddet mod beboelse af sommerhuse i vinterperioden er opretholdt, men definitionen af ”vinterperioden” er nu ændret. Tidligere løb vinterperioden fra den 1. oktober til den 31. marts. Denne periode løber nu fra den 1. november og til udgangen af februar. Dette giver sommerhusejere omtrent 8 uger mere, hvori de frit kan bebo deres sommerhus. I vinterperioden er det fortsat tilladt at opholde sig i sommerhuset i kortere perioder, eksempelvis i forbindelse med et weekendophold.

En anden markant ændring i planloven er reglerne om pensionisters mulighed for at benytte deres sommerhus som helårsbolig. Tidligere indeholdt planloven krav om, at man som pensionist skulle have ejet sommerhuset i 8 år, før der kunne gives tilladelse til helårsbeboelse. Det krav er nu nedsat til 1 år. Det er således nu væsentligt nemmere for pensionister at få mulighed for at bo i sommerhuset hele året.

Det er dog ikke kun pensionister, der er omfattet af 1-årsreglen samt muligheden for at benytte et sommerhus som helårsbolig. Hvis man enten er fyldt 65 år, er gået på efterløn, er førtidspensionist, er modtager af flexydelser eller er pensionist og fyldt 60 år, har man også ret til at bebo sit sommerhus hele året efter 1 års ejerskab. Andre personer end de nævnte kan ikke få en sådan tilladelse.

Hvis man ønsker at benytte sit sommerhus som helårsbolig, skal man ansøge sin kommune om tilladelse.

Herefter vurderes det, om huset er i tilstrækkelig god stand til at blive beboet hele året.

Har du planer om at benytte dit sommerhus som helårsbolig, står vi hos Advokatgruppen klar til at svare på dine spørgsmål og bistå dig gennem forløbet. Husk, at vi også tilbyder at hjælpe dig med salget af din nuværende bolig!